Brug af tastatur

Gode råd når du arbejder med tastatur

 

Det er vigtigt at variere mellem tastatur, computermus og eventuelt andre pegeredskaber.

Hvis du bruger tallene meget på tastaturet, kan du få et tastatur (numerisk tastatur), hvor denne del er adskilt. På den måde får du flere variationsmuligheder.
 
Det er ofte musklerne i skulderen og i underarmens overside, der rammes af gener og smerter ved computerarbejde. Undersøgelser viser, at der ikke er forskel på belastningen i disse muskler, uanset om du bruger computermus eller tastatur. Derimod er det mere belastende for nakkens muskler og for musklerne i underarmens underside, når du bruger computermus i forhold til, når du bruger tastatur.
 
Gode råd når du arbejder med tastatur:
 
  • Placer tastatur et stykke inde på bordet, så din underarm er understøttet, dine overarme hænger ned langs kroppen, og skulderne er afslappet, når du arbejder med tastaturet
  • Varier tatstaturets indstillinger og placering på bordet
  • Sørg for at have en fornuftig håndstilling, som ikke er fastlåst
  • Undgå at bøje/"knække" for meget i håndleddet - "knæk" bremser blodtilførslen. Brug derfor kun tastaturets højdeindstilling som en variationsmulighed
  • Løft fingerne mindst muligt - undgå fx at sidde med fingerne parat til at taste, når du ikke skriver
  • Stræk, bøj og ryst dine hænder og arme ind imellem
  • Brug så vidt muligt genvejstaster 
 
Du kan mindske håndledsknæk og højden på fingerløftene med en håndrodsstøtte. Det er vigtigt at sørge for, at den støtter håndroden og ikke håndleddet. For hvis du støtter håndleddet, kan du få gener af tryk på nerver og kar.