Nyhedsbrev BFA Kontor
lørdag den 1. marts 2025

 

Stor interesse for håndtering af stress og mobning

 

BAR Kontor har i 2014 budt på højaktuelle emner og nye vejledninger med fokus på blandt andet forebyggelse af stress og mobning. Både vejledninger og pladser på eftermiddagsmøder om problematikkerne er blevet revet væk.

 

BAR Kontors arbejdshæfte ”Tag hånd om stressen” giver gode råd og anvisninger til, hvordan I diskuterer og håndterer stressforebyggelse på arbejdspladsen. Råd og værktøjer henvender sig til henholdsvis individ-, gruppe-, ledelses- og organisationsniveau. For stresshåndtering og stressforebyggelse handler om at have fokus på alle fire niveauer og ikke isolere det til fx den enkelte.

 

Stor interesse

Der har allerede været så stor efterspørgsel på materialet, at arbejdshæftet nu skal genoptrykkes. Ligesom der i løbet af året har været afholdt eftermiddagsmøder i hele landet om forebyggelse af stress med flere hundrede deltagere.

 

”Vi er glade for, at der er så stor interesse, og i tilbagemeldingerne svarer deltagerne, at formidlingsmøderne har været med til at inspirere dem til at sætte forebyggelse af stress på dagsordenen på deres arbejdsplads, og hvordan man konkret kan håndtere det”, fortæller formand i BAR Kontor Marianne Vind, HK/Privat.

 

"Vi ser, at materialet kan blive meget centralt i det forebyggende arbejde i virksomhederne, fordi det indeholder så mange konkrete råd. Og da alle har et ansvar for at forebygge stress, er det væsentligt, at arbejdshæftet kommer omkring både individ-, gruppe- ledelses- og organisationsniveauet”, siger næstformand i BAR Kontor, Rikke Ørum, Dansk Erhverv.

 

Vejledning om mobning

En anden populær udgivelse fra 2014 er vejledningen Forebyg mobning!Hvert år udsættes mere end hver 10. af alle medarbejdere for mobning på arbejdspladsen. Mobning kan have mange ansigter, men fælles for dem er gentagende krænkende handlinger som latterliggørelse, at nedgøre kolleger foran andre eller at ignorere eller fryse en person ud.

Det gode budskab er, at mobning kan forebygges. Og samtidig bliver arbejdspladsen mere modstandsdygtig over for mobning i fremtiden.

 

Nye eftermiddagsmøder i 2015

I 2015 kan du glæde dig til, at det nye materiale om forandringer og deres betydning for det psykiske arbejdsmiljø bliver præsenteret. Hold øje i de kommende nyhedsbreve fra BAR Kontor, hvor der også bliver annonceret eftermiddagsmøder om stress og om forandringer og deres indvirkning på det psykiske arbejdsmiljø.

 

Praktiske oplysninger

Du finder materialerne på BAR Kontors hjemmeside: www.barkontor.dk

 

For yderligere oplysninger kan du kontakte:

Arbejdsmiljøkonsulent i arbejdstagersekretariatet Heidi Lisette Bille, telefon: 33304425.

Arbejdsmiljøkonsulent i arbejdsgiversekretariatet Camilla Bogetoft Andresen, telefon: 33746338.

 

Om BAR Kontor
I BAR Kontor samarbejder arbejdsmarkedets parter for at sikre et godt arbejdsmiljø på private kontorarbejdspladser. BAR Kontor består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Dansk Industri, Lederne, HK Privat, HK HANDEL og Prosa.

 

 

bottom