Nyhedsbrev BFA Kontor
lørdag den 1. marts 2025

Kontor uden kolde mandage

 

Ro, lys og den rette temperatur. Det er opskriften på et godt kontorklima og tilfredse medarbejdere hos virksomheden HYTOR A/S.

 

I kontorerne hos ingeniørfirmaet HYTOR er ventilationssystemet netop blevet skiftet. Der var nemlig alt for varmt om sommeren og alt for koldt om mandagen.

 

”Vi har bøvlet med, at temperaturen i kontoret røg helt op på 28-30 grader om sommeren. Det er jo slet ikke til at holde ud. Først fik vi skiftet taget, fordi vi troede, at det var årsagen til varmen, men nu har vi altså fået nyt ventilationssystem. Det kan blæse køligere luft ind til os om sommeren,” forklarer salgskonsulent og medarbejderrepræsentant i arbejdsmiljøudvalget Bethina Laursen.

 

Kold mandag er afskaffet
I weekenden har virksomheden typisk haft nattesænkning af temperaturen, men flere medarbejdere meldte om meget kolde mandage.

 

”Folk skal jo ikke sidde og fryse hele mandagen, så det problem måtte vi løse. Det kan man gøre ved at sænke varmen lidt før og skrue op lidt før, så der er ikke er iskoldt mandag morgen, fortæller HSEQ & HR Chef Birgitte Vestergaard, som er ledelsesrepræsentant i arbejdsmiljøudvalget.

 

APV’en var udgangspunktet
Men det er ikke kun temperaturen i kontorerne, der er blevet justeret. Hele kontoret er blevet gennemgået og ændret til det bedre.

 

”Med udgangspunkt i vores APV kunne vi se, at hele kontoret trængte til at blive gået grundigt igennem. Ud over problemerne med temperaturen, syntes mange også, at støjniveauet var for højt. Derfor gik vi alle rutiner igennem, for at se hvordan vi kunne gøre det anderledes,” fortæller Birgitte Vestergaard, som var en af de to kolleger, der var tovholder på projektet med at forbedre klimaet på kontoret.

 

”Vi fik sat nogle glasvægge op, så kontoret blev mere ruminddelt. Det tog en hel del støj. Og så fik vi flyttet printeren ud i et rum for sig. Den stod jo også og larmede. Vi fik også lukket døre og flyttet de ting, som alle hele tiden skulle have fat i til et mere hensigtsmæssigt sted, så det ikke var de samme, der hele tiden blev forstyrret af folks kommen og gåen,” forklarer Birgitte Vestergaard.

 

Ingen er spærret inde
Da medarbejderne havde overvundet den første skepsis over, at alt nu skulle laves om, blev alle faktisk glade for de nye løsninger.

 

”Folk var ikke meget for, at kontoret skulle rumopdeles. Men nu hvor glasvæggene står der, så er alle glade for den ro, det giver. Netop fordi væggene er af glas, får man ikke fornemmelsen af at blive spærret inde på et lille kontor. Man kan stadig se hvem, der er på kontoret, og vi får stadig lyset fra hinanden,” siger Bethina Laursen, der også nævner, at det er blevet nemmere at regulere temperaturen på kontoret efter, at der er kommet glasvægge op.

 

Der skal lys til
Omorganiseringen krævede både justering af ventilationssystemet og af lyskilderne.

 

”Lyset er ekstemt vigtigt for, hvordan man befinder sig på kontoret, og derfor har vi også gjort meget ud af at få flyttet lamper og sat flere lamper op i det nye rumopdelte kontor. Faktisk har vi haft en konsulent på, der har opkvalificeret os, så vi selv har fået en viden om, hvordan lyset skal være,” fortæller Birgitte Vestergaard.

 

Gode forslag i idekassen
Medarbejderne på HYTOR er selv med til at holde det gode arbejdsmiljø ved lige. Firmaet har nemlig en idekasse, hvor alle kan aflevere forslag til forbedringer.

 

”Når forslagene handler om arbejdsmijøet, så tager vi det med på møderne i arbejdsmiljøudvalget. Og jeg synes faktisk, der kommer gode konstruktive forslag fra medarbejderne. En medarbejder tog fat i et problem, som mange af os har været irriterede over, nemlig at vi gik og snublede i de måtter, vi havde liggende. Problemet kunne løses med en opringning til vores måttefirma, som så kom med en anden type til os. Det fungerer, og det er skønt,” siger Bethina Laursen.

 

Et andet forslag fra idekassen var at få en markuleringsskraldespand istedet for, at hver enkelt medarbejder skulle løbe med sin lille halvfyldte spand.

 

”Det var et super godt forslag, og det viser jo meget godt, at medarbejderne selv er de bedste til at komme med forslag til, hvordan arbejdsdagen kan blive bedre,” siger Bethina Laursen.

 

Om BAR Kontor

I BAR Kontor samarbejder arbejdsmarkedets parter for at sikre et godt arbejdsmiljø på private kontorarbejdspladser. BAR Kontor består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Dansk Industri, Lederne, HK/Privat, HK/Handel og Prosa.

 

www.barkontor.dk kan du finde en bred vifte af værktøjer, der skal klæde dig og dit kontor på til at få et godt arbejdsmiljø, bl.a. temaet om indeklima, som du finder her.
 

bottom